Hvem er vi
Vi er seks afdelinger i Åbyhøj Dagtilbud: 4 integrerede institutioner, 1 vuggestue og 1 børnehave.
Vores afdelinger ligger få kilometer fra Aarhus i et dejligt grønt område omgivet af villaer. Vi samarbejder primært med Gammelgårdsskolen.
Hver afdeling har sin egen kultur og traditioner, men vores pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i et fælles grundlag. Vores personalegruppe har et stort engagement og en høj faglighed. Vi bruger en legende tilgang til at arbejde med at fremme børnenes trivsel. Det sker i trygge læringsmiljøer, hvor vi ser tingene fra børnenes perspektiv.
I Åbyhøj Dagtilbud er det værdifuldt at være barn. Derfor vil vi være lydhøre overfor børnene og give dem medbestemmelse. Det er et led i en demokratisk dannelsesproces. Vi lægger stor vægt på samspil og relationer i kontakten mellem voksne og børn. Her ser vi en tryg tilknytning som en forudsætning for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Vi ser det som en styrke at inddrage og samarbejde med forældrene. Det gælder både i forhold til det enkelte barns udvikling, men også i bestræbelserne på at skabe de optimale fysiske og psykiske miljøer for børnene.