Gå til hovedindhold

Vuggestuen Ved Æbletræet

Under overskriften 'TRIVSEL' har vi fokus på, hvordan vi bedst møder og understøtter det enkelte barn. Vi vil i øjenhøjde med børnene, guide og udfordre dem, og skabe tydelige og trygge rammer.

  • Læs op

Indhold

    Vi er en yderst blandet gruppe med stor spredning i alder, baggrund og erfaring. Denne spredning er bevidst valgt ud fra et ønske om en vis alsidighed i tilgangen til arbejdet. Vi har dog tilstræbt en sammensætning, hvor de holdningsmæssige ting ikke skulle give anledning til for mange konflikter.

    Vi er således temmelig enige om:

    • at vi som voksne har ret og pligt til at turde bestemme.
    • at vi skal vise børnene forskellige muligheder, så de ikke gror fast i bestemte lege.
    • at børnene er ligeværdige - og bør ses, høres og mødes på det niveau, de befinder sig.
    • at vi i samarbejde med forældrene skal søge de bedste betingelser for børnenes udvikling.

    Sådan ser her ud

    Vuggestuen er indrettet i en gammel fabriksbygning, som er renoveret til os i 1997.

    Vi har masser af vinduer og ovenlys, så huset er meget lyst og venligt, hvilket vi holder meget af. Midt i huset har vi et åbent køkken/alrum, hvor vores køkkendame arbejder i et forsænket køkken. Børnene har så mulighed for at stå på den anden side af køkkenbordet og følge med eller hjælpe til. 

    Legepladsen er forholdsvis lille, men vi synes selv, den er ganske udmærket. På legepladsen står ÆBLETRÆET, som er meget gammelt og meget stort og giver en masse skygge om sommeren.

    På grund af legepladsens størrelse, har vi valgt at få sat en låge op, så vi kan bruge parkeringspladsen til at cykle og løbe på - det giver os en masse ekstra plads.

    Går vi udenfor hegnet har vi ikke langt til parker med ænder og legepladser. Lige på den anden side af vejen ligger kirkegården, hvor det er rigtigt godt at gå tur, og evt. få et kig på og en snak med gartnerne.

    Når vi ønsker os længere væk, kører bussen lige nede på Silkeborgvej eller også benytter vi os af vores elcykler.

    Forrige Næste

    Dagligdagen

    Hvad går tiden med?

    Vores hverdag er selvfølgelig præget af en del rutiner. Det giver sig selv, når knap 40 børn under 3 år passes sammen. Dog går det ikke op i spisning, bleskift og søvn det hele.

    Udendørs

    Vi har gode muligheder på vores legeplads, selvom den ikke er så stor. Der leges med sandet i (og udenfor) sandkasserne, køres på "scootere", kastes med bolde og bliver gået og løbet en hel del på både fliser, græs og bakke. Og så er der jo altid chancen for at komme på en tur enten på gå-ben, i klapvogn eller en tur i vores elcykler evt. op i parken for at gynge eller vippe.

    Indendørs

    Indenfor har vi et rigt udvalg af legetøj. Vi kan også tegne, lege med perler eller puslespil, tumle på stuen eller i alrummet, og så kan vi synge og danse eller kigge bøger - eller bare sidde og hænge/hygge.

    Dagens gang

    Morgenmad

    Vi åbner klokken 06.30, hvor der typisk er to voksne, der møder ind. Den første tid går med at klargøre stuer og badeværelser, sætte vasketøj over og ikke mindst med at arrangere morgenmad. Morgenmaden indtages frem til klokken ca. 07.30, men skulle et eller andet gå helt galt derhjemme, finder vi jo nok lidt brød og noget drikkelse til barnet, selvom det er lidt senere. Mellem klokken 8.00 og 9.00 deler vi os ud på stuerne, alt efter hvor hurtigt børnene dukker op - eller hvor meget uro der opstår, det skal jo helst være så roligt og rart som muligt for jer og jeres barn at komme her.

    Formiddag

    Klokken 9.00 spiser vi lidt frugt og brød og får noget vand sammen på stuerne, et par sange og en masse snak hører sig også til. Derefter (ca. 09.30) går vi i gang med dagens aktiviteter i større eller mindre grupper, inde eller ude.

    Middagslur

    Klokken 10.30 er det spisetid igen - og derefter er det tid til en middagslur for størstedelen af børnene. De fleste sover ude i deres "krybber", mens 9 - 12 af de ældste lægges i alrummet med hver deres dyne og madras.

    Eftermiddag

    Når klokken nærmer sig 14.00, er de fleste oppe og vi får lidt eftermiddagsmad, ofte brød, inden vi går i gang med at lege, meget ofte ude. Børnene begynder herefter så småt at sive (blive hentet), og klokken 17 lukker vuggestuen, hvis det ikke er fredag, for så lukker vi 16.30.

    Vi har en række traditioner, der knytter sig til årets gang.

    Vi slår selvfølgelig "Katten af posen" til fastelavn. Børnene må meget gerne være klædt ud denne dag.

    Årets næste fællestradition er påskefrokosten, hvor vi får noget ekstra lækkert pålæg og saltsænger.

    Før sommerferien holder vi en fest med fællesspisning for børn, forældre og søskende. Der plejer at komme rigtigt mange, og ofte er det svært at løsrive sig.

    To gange om året har vi temauger med forskellige temaer. Tidligere har det været fx farver, sanser eller vand. I fremtiden vil det være her vi fordyber os i science.

    I december julehygges der på stuerne i forbindelse med morgensamlingen, og som måneden skrider frem dukker der også julepynt op i hele huset. Desuden tilstræber vi at få besøg af "Nisseteater", det er en stor oplevelse for børn og voksne.

    Julefesten har det hele: Juletræ, julemand og godteposer. For at skabe en mere intens oplevelse for børnene er det en formiddagsfest, kun for børn og personale.

    Kost og ernæring

    God mad til glade børn

    Vi modtager mad fra Børnehuset Børnelivs køkken

    Vi tilbyder morgenmad til ca. 07.30, og middagsmaden indtages klokken 10.30. Næste måltid er eftermiddagsmad ca. klokken 14.00. Disse tidspunkter forudsætter selvfølgelig, at man er vågen, ellers spises der, så det passer i barnets rytme.

    Vores råvarevalg

    I vores vuggestue er maden overvejende økologisk, undtaget er kødet, som vi ikke får så meget af. Økologien er ikke i sig selv garanti for, at maden bliver bedre, men vi håber, at vi kan undgå unødige fremmedstoffer - og økologien skader i hvert fald ikke.

    Kødet er ikke økologisk, fordi vi ikke kan få økokød til en fornuftig pris. Mælken er økologisk letmælk fra Thise mejeri og serveres hovedsagligt til eftermiddagsmaden, ellers serveres der vand - meget sjældent saft.

    Svinekød bruger vi ikke, da vi af og til har børn fra muslimske familier - det skal dog pointeres, at vi ikke anvender halalslagtet oksekød.

    Ugeskema

    Madplanen står køkkendamen for, og den lægges efter et fast skema, hvor dagene er fordelt med: mandag - grøddag, tirsdag - fisk, onsdag - kød, torsdag - vegetarmad, fredag står den på rugbrød og pålæg (arrangeret af personalet). 

    Vores sukkerpolitik

    Slik, kager og andre søde sager får vi ikke, og vi opfordrer til, at det også indgår i overvejelserne til fødselsdage. Faktisk oplever vi også, at børnene meget hellere vil have noget lækkert frugt eller en god bolle.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

    Pædagogiske principper

    Vores pædagogiske værdier har betydning for vores konkrete valg i hverdagen, traditioner og temauger.

    Det enkelte barn

    Vi lægger vægt på, at det enkelte barn bliver set, forstået og respekteret – med de behov og ressourcer, barnet har.

    Omsorg skaber tryghed, som er basis for trivsel. Vi ser og lytter til børnene. Vi møder børnene med smil og venlige øjne. 'Ved Æbletræet' skal være et sjovt, rart og inspirerende sted at være.

    Det betyder fx, at en aktivitet pludselig ændrer sig, fordi noget andet optager børnene. Det kan være en mariehøne, der vil kravle en tur på vores hænder, eller en helikopter der flyver forbi. Vi er åbne for børnenes ideer og fantasi. Vi har et fagligt fokus på at skabe en god balance mellem fri lag og planlagte aktiviteter.

    Det betyder også, at vi har stor fokus på:

    • at stimulere børnenes sprog, så de kan tilegne sig verden, forstå og blive forstået.
    • at give børnene mulighed for så stor en grad af selvhjulpenhed, som de motorisk kan håndtere. Det øger deres kropsbevidsthed og selvværd; og det giver stolthed og gå-på-mod, når man kan selv.
    • at skabe stabilitet og forudsigelighed i hverdagen ved rutiner, og ved at der er sammenhæng mellem ord og handling. Trygheden skal give børnene en frihed til at vise alle slags følelser.

    Fællesskabet

    Fællesskabet har betydning for den enkelte. Nære og tillidsfulde relationer mellem børnene, mellem børn og voksne, og mellem de voksne – både forældre og personale - er meget betydningsfulde for børnenes trivsel og udvikling.

    Vi har fokus på

    • At lære børnene at tage hensyn til hinanden og tilegne sig sociale færdigheder.
    • At styrke relationer på tværs af alder, køn og stuer.

    I forlængelse af ovenstående har vi fra mandag til torsdag hver dag nogle forskellige aktiviteter i mindre grupper. Mandag - musik, tirsdag - dialogisk læsning, onsdag - motorik, torsdag - Krea. Grupperne er sammensat så børnene har ca samme alder, og vi tilstræber at alle børn, i løbet af deres tid i vuggestuen, kommer med i alle grupper minimum én gang.

    Musik

    Vi begynder med en "goddag-sang", og derefter arbejdes der med sange og lege, der inkluderer en masse bevægelse og motorik. For at støtte sangene bruges der også rasleæg, trommer og en lege-"faldskærm" - derudover anvendes også af og til ærteposer, bolde og forskellige rytme-instrumenter.

    Dialogisk læsning

    Dialogisk læsning er en omhyggeligt forberedt pædagogisk aktivitet og et rigtig godt redskab i det sprogpædagogiske arbejde. Metoden bidrager til børns sproglige udvikling, deres koncentrationsevne, sprogforståelse, øget ordforråd, viden om skriftsproget samt bidrager til deres lyst til at læse flere bøger.

    Vi læser den samme bog over 4 gange. Snakker om handlingen - fokus på fokusord fra bogen. Bagefter leger børnene handlingen fra bogen.

    I forlængelse af legen maler/tegner/klipper-klistre/synger-danser og fortæller vi med vores egne ord hvad bogen handler om.

    Motorik

    Til motorik øver vi grovmotorik og selvhjulpenhed. Børnene starter med at tage bukser og strømper af, så kan de bedre bevæge sig og stå fast. Derefter ”varmeres der op” til en festlig sang, hvor vi løber -hopper - triller - danser mm. Så leges der boldlege og bygges motorikbane. Vi slutter af med mindfulness, hvor der lyttes til stille musik og de voksne giver børnene massage, det er alt sammen med til at øge kropsbevidstheden.

    Krea

    I krea-værkstedet øver vi os fortrinsvis i finmotorik, vi tegner, maler, klipper, limer og laver noget med perler mm. Vi tilstræber at følge årstiderne og traditionerne så børnene også får dette perspektiv med. Da vi vægter processen frem for produktet, vil I ikke altid få at se hvad vi laver/har lavet.

    Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

    Sidst opdateret: 20. marts 2024